Denne side er blevet korrekturlæst
290
Portnerens Søn.
eller maa jeg ikke være her?” og han gik baglænds ind i sit Soveværelse, dreiede Nøglen om og lod Hr. Georg staae alene; han stod nogle Minutter, dreiede saa om. I Corridoren stod Emilie.
„Min Fader svarede —?” spurgte hun og Stemmen rystede.
Georg trykkede hendes Haand: „han løb fra mig! — der kommer en bedre Tid!”
Der var Taarer i Emilies Øine; der var Forvisning og Mod i den unge Mands Øine; og Solen skinnede ind paa de To og gav dem sin Velsignelse.
I sin Stue sad Generalen aldeles henkogt; ja det kogte endnu, det løb over i Ord og Udbrud: „Vanvid! Portner-Galskab!” —
Der var ikke gaaet en Time, da Generalinden havde
