291
Portnerens Søn.
det af Generalens egen Mund, og hun kaldte paa Emilie og sad alene med hende.
„Du stakkels Barn! saaledes at fornærme Dig! fornærme os! Du har ogsaa Taarer i Øinene, men de klæde Dig! Du er yndig i Taarer! Du ligner mig paa min Bryllupsdag. Græd kun, lille Emilie!”
„Ja det maa jeg!” sagde Emilie, „dersom ikke Du og Fader siger Ja!”
„Barn!” raabte Generalinden; „Du er syg! taler i Vildelse, og jeg faaer min forfærdelige Hovedpine! al den Ulykke, der kommer over vort Huus! Lad ikke din Moder døe, Emilie, saa har Du ingen Moder!”
Og Generalinden fik vaade Øine, hun kunde ikke taale at tænke paa sin egen Død.
I Avisen stod at læse iblandt Udnævnelserne: Hr. Georg
udnævnt til Professor, femte Classe Nummer otte.
„Det er Skade, at hans Forældre ere i Graven og ikke kunne læse det!” sagde de nye Portnerfolk, der nu boede i Kjælderen under Generalens; de vidste at Professoren var født og voxet op indenfor deres fire Vægge.
„Nu kommer han ind i Rangskatten!” sagde Manden.
„Ja er det ikke grumme Meget for et fattigt Barn,” sagde Konen.
„Atten Rigsdaler om Aaret!” sagde Manden; „ja det er mange Penge!”
