294
Portnerens Søn.
Foranderlighed, som da Georg deelte Smørrebrød med lille Emilie.
Fra Skuffen tog hun frem Tegningerne med Czarens Slot, med hendes eget Slot; Mindegaverne fra Georg; de bleve seet paa og tænkt ved, og der løftede sig mange Tanker; hun huskede den Dag, hun, ubemærket af Fader og Moder, gik ned til Portnerkonen, som laae paa sit Yderste; hun sad hos hende, holdt hendes Haand, hørte hendes sidste Ord: „Velsignelse! — Georg!” Moderen tænkte paa sin Søn. — Nu lagde Emilie sin Betydning heri. Jo, Georg var med paa Fødselsdagen, rigtig med!
Næste Dag, det traf sig saa, var igjen en Fødselsdag der i Huset: Generalens Fødselsdag; han var født Dagen efter sin Datter, naturligviis tidligere end hun, mange Aar tidligere. Nu kom igjen Foræringer og mellem disse en Sadel, udmærket af Udseende, beqvem og kostelig, der var kun en af Prindserne, der havde Mage til den. Hvem kom den fra? Generalen var henrykt. En lille Seddel fulgte med; havde der staaet paa den: „Tak for igaar!” saa kunde vi Andre nok have gjettet fra hvem den kom, men der stod skrevet: „Fra En, Hr. Generalen ikke kjender.”
„Hvem i Verden kjender jeg ikke!” sagde Generalen.
„Alle Mennesker kjender jeg!” og hans Tanke gik i stort Selskab; han kjendte dem Allesammen. „Det er fra min Kone!” sagde han tilsidst; „hun smaaskjelmer mig! charmant!”
Men hun smaaskjelmede ikke, den Tid var forbi.
