295
Portnerens Søn.
Og nu var der Fest, atter Fest, men ikke hos Generalens, Costumebal hos en af Prindserne; ogsaa Maske var tilladt.
Generalen mødte som Rubens, i spansk Dragt med lille Pibekrave, Kaarde og god Holdning, Generalinden var Madame Rubens, i sort Fløiel, høihalset, forfærdelig varm, med Møllesteen om Halsen, det vil naturligviis sige stor Pibekrave, aldeles efter et hollandsk Maleri, Generalens eiede; og hvor især Hænderne beundredes, de lignede aldeles Generalindens.
Emilie var Psyche, i Flor og Knipling. Hun var som et svævende Svaneduun, hun behøvede slet ikke Vingerne, hun bar dem kun som et Psyche-Mærke.
Der var en Glands, en Pragt, Lys og Blomster, en Rigdom og Smag; der var saa Meget at see, man ikke fik lagt Mærke til Madame Rubens smukke Hænder.
En sort Domino, med Akasieblomst paa Hætten, dandsede med Psyche.
„Hvem er han?” spurgte Generalinden.
„Hans kongelige Høihed!” sagde Generalen, „jeg er ganske sikker paa det, jeg kjendte ham strax paa Haandtrykket!”
Generalinden tvivlede.
General Rubens tvivlede ikke, nærmede sig den sorte Domino og skrev kongelige Bogstaver i Haanden, de benegtedes, men et Fingerpeg blev givet:
„Sadelens Devise! En, Hr. Generalen ikke kjender.”
