297
Portnerens Søn.
som til en Menuet, og der var Alvor og Udtryk, saa meget der kunde lægges af Generalen i Generalens fine Ansigt.
„Jeg tager aldrig mit Ord tilbage; Professoren er indbudt!” og han bøiede sig med et Blik mod Kongen, der vistnok kunde have hørt det Hele.
Og saa var der Middag hos Generalens, og der var
kun indbudt den gamle Greve og hans Protegé.
„Foden under Bordet,” meente Georg, „saa er Grundstenen lagt!” og Grundstenen blev virkelig lagt under stor Høitidelighed hos Generalen og Generalinden.
Mennesket var kommet, og som jo Generalen kjendte og vidste, havde talt, aldeles som en Mand af det gode Selskab, været høist interessant, Generalen maatte mange Gange sige sit „Charmant”. Generalinden talte om sin Middag, talte om den endogsaa til en af Hoffets Damer, og denne, en af de meest aandrige, udbad sig Indbydelse til næste Gang Professoren kom. Saa maatte han jo indbydes, og han blev indbudt og kom, og var igjen charmant, kunde endogsaa spille Skak.
„Han er ikke fra Kjælderen!” sagde Generalen, „han er ganske vist en fornem Søn! der er mange fornemme Sønner, og det er den unge Mand aldeles uskyldig i.”
Hr. Professoren, der kom i Kongens Huus, kunde godt komme i Generalens, men groe fast var der ikke Tale om, uden i hele Byen.
