19
Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige.
Der gik En og drev en Ko, den var saa nydelig, som en Ko kan være. „Den giver vist deilig Melk!” tænkte Bondemanden, „det kunde være et ganske godt Bytte at faae den.” „Veed Du hvad, Du med Koen!” sagde han, „skulle vi To ikke tale lidt sammen! seer Du, en Hest, troer jeg nok, koster mere end en Ko, men det er det Samme! jeg har mere Gavn af Koen; skal vi bytte?”
„Ja nok!” sagde Manden med Koen, og saa byttede de.
Nu var det gjort, og saa kunde Bondemanden have vendt om, han havde jo udrettet, hvad han vilde, men da han nu engang havde betænkt at ville komme til Marked, saa vilde han komme til Marked, bare for at see paa det; og saa gik han med sin Ko. Han gik rask til, og Koen gik rask til, og saa kom de snart til at gaae lige ved Siden af en Mand, der førte et Faar. Det var et godt Faar, godt i Stand og godt med Uld.
„Det gad jeg nok eie!” tænkte Bonden. „Det vilde ikke komme til at savne Græsning paa vor Grøftekant, og til Vinter kunde man tage det ind i Stuen hos sig. I Grunden var det rigtigere af os at holde Faar, end holde Ko. Skal vi bytte?”
Ja, det vilde da nok Manden, som havde Faaret, og saa blev det Bytte gjort, og Bondemanden gik med sit Faar hen ad Landeveien. Der ved Stenten saae han en Mand med en stor Gaas under Armen.
„Det er en svær En, Du der har!” sagde Bondemanden, „den har baade Fjer og Fedt! den kunde tage sig godt ud i
