21
Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige.
„Raadne Æbler!” svarede Karlen, „en heel Sæk fuld til Svinene.”
„Det er da en farlig Mængde! det Syn undte jeg Mo’er. Vi havde ifjor kun et eneste Æble paa det gamle Træ ved Tørvehuset! det Æble skulde gjemmes, og det stod paa Dragkisten til det sprak. Det er altid en Velstand! sagde vor Mo’er, her kunde hun faae Velstand at see! ja, jeg kunde unde hende det.”
„Ja, hvad giver I?” spurgte Karlen.
„Giver? Jeg giver min Høne i Bytte!” og saa gav han Hønen i Bytte, fik Æblerne og gik ind i Krostuen, lige hen til Skjenken; sin Sæk med Æblerne stillede han op mod Kakkelovnen, og der var lagt i, det betænkte han ikke. Mange Fremmede vare her i Stuen, Hestehandlere, Studehandlere og to Englændere, og de ere saa rige, at deres Lommer revne af Guldpenge; Veddemaal gjøre de, nu skal Du høre!
„Susss! susss!” hvad var det for en Lyd ved Kakkelovnen? Æblerne begyndte at stege.
„Hvad er det?” Ja, det fik de da snart at vide! hele Historien om Hesten, der var byttet bort for Koen og lige ned til de raadne Æbler.
„Naa! Du faaer Knubs af Mutter, naar Du kommer hjem!” sagde Englænderne, „der vil ligge et Huus!”
„Jeg faaer Kys og ikke Knubs!” sagde Bondemanden, „vor Mo’er vil sige: hvad Fatter gjør, det er det Rigtige!”
„Skal vi vedde!” sagde de, „Guldmønt i Tøndeviis! hundrede Pund er et Skippund!”
