333
Skrubtudsen.
Da knebbrede det paa Bondens Tag; Storkefa'er holdt Foredrag for Familien, og denne saae skjevt ned paa de to unge Mennesker i Kaalhaven.
„Mennesket er det meest indbildske Kræ!” sagde Storken. „Hør hvor Knebbren gaaer paa dem! og saa kunne de dog ikke slaae en rigtig Skralde. De kroe sig af deres Talegaver, deres Sprog! det er et rart Sprog: det løber over i det Uforstaaelige for dem ved hver Dagreise, vi gjøre; den Ene forstaaer ikke den Anden. Vort Sprog kunne vi tale over hele Jorden, baade i Danmark og i Ægypten. Flyve kunne Menneskene heller ikke! de tage Fart ved en Opfindelse, som de kalde „Jernbanen”, men de brække da ogsaa der tidt Halsen. Jeg faaer Kuldegys i Næbbet, naar jeg tænker derpaa; Verden kan bestaae uden Mennesker. Vi kunne undvære dem! Maae vi bare beholde Frøer og Regnorme!”
„Det var da en mægtig Tale?” tænkte den lille Skrubtudse. „Hvor det er en stor Mand, og hvor han sidder høit, som jeg endnu Ingen har seet sidde, og hvor han kan svømme!” udbrød den, da Storken med udbredte Vinger tog Fart igjennem Luften.
Og Storkemo'er talte i Reden, fortalte om Ægyptens Land, om Nilens Vand og om al det mageløse Mudder, der var i fremmed Land; det lød ganske nyt og yndeligt for den lille Skrubtudse.
„Jeg maa til Ægypten!” sagde den. „Bare Storken vilde tage mig med, eller een af dens Unger. Jeg vilde tjene
