29
Sneemanden.
om alle Grene vare overdængede af straalehvide Blomster. De uendelig mange og sine Forgreninger, dem man om Sommeren ikke kan see for de mange Blade, kom nu frem hver evige een; det var en Knipling og saa skinnende hvid, som strømmede der en hvid Glands ud fra hver Green. Hængebirken bevægede sig i Vinden, der var Liv i den, som i Træerne ved Sommertid; det var en mageløs Deilighed! og da Solen saa skinnede, nei, hvor funklede det Hele, som om det var overpuddret med Diamantstøv og hen over Jordens Sneelag glimrede de store Diamanter, eller man kunde ogsaa troe, at der brændte utallige smaa bitte Lys, endnu hvidere end den hvide Snee.
„Det er en mageløs Deilighed,” sagde en ung Pige, som med en ung Mand traadte ud i Haven og standsede just ved Sneemanden, hvor de saae paa de glimrende Træer. „Deiligere Syn har man ikke om Sommeren!” sagde hun, og hendes Øine straalede.
„Og saadan en Karl, som han der, har man nu slet ikke,” sagde den unge Mand og pegede paa Sneemanden. „Han er udmærket.”
Den unge Pige lo, nikkede til Sneemanden og dandsede saa med sin Ven hen over Sneen, der knirkede under dem, som om de gik paa Stivelse.
„Hvem var de To?” spurgte Sneemanden Lænkehunden; „Du er ældre paa Gaarden end jeg, kjender Du dem?”
„Det gjør jeg!” sagde Lænkehunden. „Hun har jo
