87
noteredes egenlig kun, for at betegne, at der var »Fare« — hver Gang en eller anden letsindig Yngre vilde være selvstændig og bryde ud.
Ivar Christensen havde haft en Fornemmelse heraf, lige da han traadte ind paa sin Kunstnerbane.
Nu saa’ han det. Eneboerlivet gør skarpsynet. Han saa’, at Professoren i Grunden ikke var Partiets Mand — og dog var dets Mand. Det omgav ham med en strix Lænke, en fin usynlig, ligesom Kejserens ny Klæder. Den havde en Egenskab, som adskillige Lænker har: jo mere han ruskede i den, jo snævrere laa den omkring ham. Man kan ikke lave et Parti uden i det mindste en Personlighed. Og saa pegede man paa hans Særheder og Umedgørligheder og sagde: Se dog, hvilken kraftig Aand vi har i vor Midte!
Ivar hørte denne Mands uforbeholdne Ytringer. Han saa’ hans Lidelser, som han næppe en Gang selv vovede at give den rette Fortolkning. Det er en vanskelig Tid for Kunsten, denne moderne Tid. Og selv de mest overlegne Aander har saa grumme svært ved at staa isoleret paa de høje Tinder, hvor Blæsten rusker og Solen brænder. Hvem narrer i Gruden ikke sig selv? hvem har ikke Trangen til at slaa af paa de strængeste Fordringer — og stige lidt ned paa Jorden, varme sig ved den huslige Arne, skygges imod Solen af Vennernes viftende Lavrbærgrene? Ja hvem — hvem?
