96
og Kaffekopper, saa klaskede Landskabsmaleren i Hænderne og raabte:
»Der er intet i Verden, der overgaar Dekorationsmaleriet. Hvad var Michelangelo og Rafael andet end rigtig store Dekoratører? Men De, Christensen, De skulde Pinedød ikke læse og spekulere saa meget. For der er ingen her, der ta’r saa bredt fat, som De. Skaal!«
Christensen kunde fristes til at tage imod Komplimenten. Men saa blev han atter sur indeni. Og han gik hjem, som han altid plejede, alene, medens han mumlede: Gøgl! —
Han var dødtræt, ligesom tom og udmarvet af alt dette hensigtsløse Smøreri. Men da han smed sig i Sengen, saa — underligt nok — saa var der en hel barnagtig Glæde, der kom og satte sig udenfor paa Stolen og vedblev at kigge paa ham, med nogle smaa — aa latterlig dumt fornøjede Øjne — lige indtil han lukkede sine egne Øjne, fast bestemt paa, at han den næste Aften vilde holde sig hjemme.
Men om Aftenen var der ingen, der mere end Hr. Christensen selv undrede sig over, at finde Hr. Christensen paa Karnevalet.
Han var — naturligvis i Domino — gaaet derhen, fordi han dog vilde se det hele Arrangement i den rette Belysning, fremhævet af mange Menneskers brogede Sværm, af — muligvis —
