102
men det er dog immer Familie. Hun siger selv til mig: Kristian, siger hun, du har godt af at blive strammet op en Gang imellem, — saa gaar det bedre i Atelieret den næste Dag! — Og desuden, Christensen, saa køber han ogsaa et Billed en Gang imellem — og man træffer dér de andre Grosserere, der køber. For det er nu fra de Folk, at vi skal ha’et! Jeg for min Part siger ingen Ting imod Godsejerne … jeg har haft mine Bestillinger hos dem … men alligevel, saadan rigtig Skub er der ikke i’et omkring paa Herregaardene. Derfor, Christensen, selv om De ikke er gift, og ikke saadan ligefrem trænger — saa skulde De gaa derop og gøre et Besøg. Nu maa jeg hjem og spise! —
Christensen gik derop en Dag paa den sædvanlige Visittid.
Rigtignok standsede han paa Trappeafsatsen, erindrende sig nogle af Landskabsmalerens Ord. Alligevel ringede han og blev vist ind i Dagligstuen.
Man var i god Gang. Fruen i Midten; et Par unge Officerer, en af Hovedstadens yngre, fejrede Digtere, en halvgammel Læge, der blev kaldet »Onkel«, — og endnu kom der i den Timestid et Par Grossererfruer, en ung Pige, der uddannede sig i et eller andet, og flere Herrer.
Henne ved Vinduet stod en lille Pige paa en 6—7 Aar. Hun havde travlt med en lille Række smaa bitte Pariserdukker, Pige-Damer og Herre-Drenge, der øjensynlig legede »Komme
