144
Linje var saa yppig-fin; hun syntes at se efter en Svale, eller efter et Æble, der hang paa en kroget Gren, eller efter slet Ingenting — og hun gik som sagt ganske langsomt nedefter, visende Spidsen af en lille Sko. Og en lille, rigtig dum og vigtig Hund med krøllet Hale fulgte hende, og bjæffede op imod hende, som om den var fornærmet over, at hun ikke engang saa’ paa den.
Men længst nede i Forgrunden tilvenstre sad og laa og drev en Flok unge Svende — forresten et Par ældre med — og en af dem spillede paa Luth, én rakte Haanden ud med en Blomst, én satte Haanden for Munden og raabte noget … alle gjorde de sig synlig Umage for at Damen skulde bemærke dem. Og den yderste Figur af Flokken havde nogle Træk, der i en Fart kunde minde om Christensens egne; og han gjorde sig overordentlig megen Umage med at faa Damen til at vende sig.
Men hun spaserede rolig sin Vej hen under de krogede Æbletræers naive Grene. Og den lille Hund bjæffede.
Det var Akvarellen. Der var megen Helhed over den; og alle Tinter og Toner stod godt sammen, og Figurerne løftede sig ret godt ud fra Planerne; der var alt i alt noget Sluttet, Velbehersket i Foredraget, noget Stil-fuldt i Tegningen — noget ret virkningsfuldt Naivt i den Maade, hvorpaa Gruppen tilvenstre, og den lillebitte Kottage øverst oppe — ja selv de smaa
