148
slet ikke blive gnaven. Der var endogsaa et længe ukendt Humør oppe i ham. Det Kæmpemæssige virkede paa ham med en ildnende Styrke. Og nu kørte han langsmed Udkanten af en hel Skov; det var jo næsten »Dyrehaven« derhjemme. — Var han da i London endnu? Jo; han var endnu i denne By, der aldrig synes at høre op — der rummer en hel Verden — af Mennesker; som baade har travlt og kan drive saa gemytligt — af Huse, der kun sjeldent ere de knugende, taarnhøje Kaserner — af Paladser med Haver — af Skove, aabne Pladser, hele Fælleder — af .…. Prrrr!
Saa var han endelig ude i Forstaden. Men London hørte endda ikke op her. Der var Forstæder: uden for Forstaden igen. Over Tegltaget paa et lille toetages Hus saa’ han en grøn Høj med Kottager, Gader, Træer, blaa Luft … han kunde blive ved paa den Maade med at søge sig et Domicil. Nu skulde det imidlertid have Ende; han gik hen til et lille Hus, hvor der stod Lejeskiltet i Stuevinduet, hvor der var et lille Jærngitter langsmed en Stump grønt Spinatbed, og en blank Dørhammer paa Døren. Hans Koffert var bleven sat af i den nærmeste Skænkestue — hvoraf der unægtelig var mange — og han havde sin Vadsæk i Haanden. Man lukkede op, man hørte paa hans Forklaring, tog et flygtigt Syn over ham, spurgte ikke om »Papirer« — og han var indstalleret.
