149
Han var altsaa i London. Han slugtes af denne By, men til Gengæld slugte han selv Byen, saa meget han kunde overkomme. Saa godt som paa alle Punkter viste det sig, at hans forudfattede Meninger ikke holdt Stik. Det britiske Museum, Kensington, Nationalgalleriet, de store Lorder og Privatmænds Gallerier — hvad havde de ikke for Skatte at byde ham? Han glemte tilsidst Menneskevrimlen; han opdagede, at det var en fortræffelig By at være alene i, optaget af Fortidens Kunst og Kultur, og paa samme Tid omringet af Nutidens kraftigste, mest pulserende Liv, der hindrede ham i at føle sig for ene igen.
Han saa’ den moderne engelske Kunst. Ganske vist, den overvældede ham ikke. Den gjorde endogsaa straks et nøgternt, et konventionelt Indtryk paa ham. Han blev vranten; han gav sig til at filosofere over, hvilken Fare det til Yderlighed drevne industrielle Nutidsliv indeholder for Kunstens suveræne Frihed; thi Kunsten er og bliver aristokratisk — sagde Christensen til sig selv.
Men han gentog sine Besøg paa Akademiets Udstilling og i de Ateliers, der stode ham aabne. Blandt Massen af Dilettanteri fandt han de noble eller de fine, selvstændige Personligheder, der i hvert Fald holder Kunsten ren for de barokkeste Udskejelser — noget nær som det gaar med den moderne engelske Literatur. Han saa’ og han læste; og han fandt meget at glædes ved,
