150
selvom det ejendommelige Livssvulmende i den angelsachsiske Race mærkelig nok mødte med Udeblivelse. Og han gjorde Slutninger herfra ind i sit eget Lands Kunst. Hvad han savnede hos Englænderne, det følte han vel ikke udviklet derhjemme i større Frodighed, med mere individuel Frihed og Styrke, Men han fandt — og det var allerede noget — at vi derhjemme havde en god Basis, at vi stod i et for vort Gemyt ejendommeligt, ret inderligt Lærlingeforhold til Naturen — og ikke til nogen fremmed Kunstskoles Teknik.
Hvad der nu og da ærgrede ham lidt — og her var han ikke langt fra at blive Patriot — det var Følelsen af Englændernes udelukkende Bryden sig om sig selv. De anede knap Tilværelsen af en dansk Stat, endsige en ejendommelig Kunstbestræbelse paa Dansk. Vi havde givet Møde paa den store Londonerudstilling — men der var saa mange, som dér havde givet Møde. De store Udstillinger er som et bølgende Ocean. Enkelte af de mest gedigne Værker rager op som et Edystone — ganske enkelte fine, aandfulde Sager findes ogsaa af det kyndige eller sympathetiske Blik — og forøvrigt er det Pikanteriet eller den markskrigende Frækhed, der tiltvinger sig Opmærksomheden. Naar Christensen tænkte herover, da følte han i endnu højere Grad end ellers, under hvilke abnorme Forhold den moderne Kulturudvikling arbejder paa Kunstens Omraade. Det gøs stille i ham.
