159
Og staaende her kan man f. Eks. saadan hen imod Solnedgang, i et meget blandet Selskab af trætte og honette Værftsarbejdere med deres Koner og Kærester, af Lægtersjovere, Kullæmpere, Færgemænd, der endnu med Sindsro kunne lade sig visere af Flodpolitiet, og endelig af Flodtyve, Kadrejere, vitterlige Røvere, fordægtige Kvinder, halvnøgne Børn, der for et godt Ord, i Mangel deraf for et Spark, men allerhelst for en Topence gaar paa Hovedet i Mudderet …. kort sagt, i et meget. blandet Publikum kan man herude fra se den hele Flodkrumning Vest paa imod den gamle Londoner-Bro, hvor St. Pauls Kuppel hæver sig ud af Damp og Dis og Røg, stræbende op fra al den Rigdom og al den Elendighed, op imod den blegrøde Solnedgangs Himmel, som et gyldent Æble — nej som en skinnende Kejserindepære — eller som en omvendt Kæmpebalon. Daarlige Metaforer! Det er tilmed ikke en Forfatter, som her har Ordet. Det er Ivar Feldmann Christensen, som er kravlet op bag et Plankeværk paa nogle Tønder og Kasser, og som sidder dér hen imod Skumringen og tegner ivrigt — ivrigt i det flygtende Lys, for at bevare det flygtige Syn nedenunder ham og vidt ud for hans Blik:
Der er nedenunder ham en Plads — Kullæmperplads — mat sort som en ubørstet Kakkelovn — den er indhegnet af et Plankeværk — og der er tilhøjre en Træbarakke, formodenlig et gammelt Ruf, med et ulæseligt Værtshusskilt —
