169
eg sagde mig det straks, da jeg saa’ Deres Arbejder — bemærkede han en Dag. Den, som har noget for sig selv i sin Kunst, hvad enten det er i Paafundet, i Udførelsen, eller begge Dele tilsammen — han er i sin Person en Undtagelse. Jeg er i saa Henseende Samler — ligefrem! For hver Dag, der gaar, udviskes Undtagelserne. Vor demokratiske Tid hader dem i Grunden; den foruroliges, forulempes deraf ligesom af en manende Samvittighed; — thi Reglen er den frodige, myldrende Middelmaadighed i vore Dage, og den irriteres ved at mindes om sit gamle Herskab, Konger, Profeter, Raadgivere, Vismænd, Helte, Kunstnere — kort sagt Undtagelsesmenneskene. Tro mig: De med Deres Forudsætninger og Aspirationer i Livet, De savner i Virkeligheden Berettigelsen til at eksistere iblandt dette Stemme-System af Nutidsindivider. De er en Anomali. Derfor er det mig en Glæde at have gjort Deres personlige Bekendtskab!
Christensen smilede.
Det er altsaa ikke blot mine Par Billedblade, De har indlemmet i Deres Mappe. Det er min Person, der har fundet Naade for Deres Samlerøjne? —
Lorden lo:
Og den Samling tæller meget faa’ Numre — fordømt faa’ — det kan jeg forsikre Dem! —
