197
Og her sad han, Ivar Feldmann Christensen, en Fremmed i et fremmed Land …. og hvad kunde det tilsidst hjælpe ham altsammen — da han dog hverken havde Lyst til at vende hjem nu, eller — ja heri stak Knuden! — tiltroede sig Evner til at gøre som denne Kunstner?
Saa traadte Maleren ind.
Der kunde spores en Skuffelse hos ham ved at finde sin Gæst i en Stilling, der ikke røbede den mest ubetingede Interesse for Værelsets Indhold.
Naa ja — jeg tænkte det! sagde han. Enhver er tilbøjelig til at tro, at det, der er ham selv kærest, ogsaa maa tiltale andre! Men her er et Par Sager endnu — som ovenikøbet har været paa Udstillingen — og er kommen tilbage igen!
Der skjalv noget som en tilbageholdt Bitterhed i Betoningen af det sidste. Men der var en Selvfølelsens mandige Værdighed — og atter en vindende barnlig Godmodighed i hans Minespil, da han slæbte et Par Malerier i Ramme frem af en Krog, og viskede Støvet af dem med sit Bluseærme.
Christensen havde rejst sig:
Vent lidt! sagde han. Jeg maa først ytre mig om, hvad jeg allerede har set! Jeg vilde være stolt af Dem som Landsmand. Og hvis De levede hjemme i mit Land, saaledes som De lever her, vilde jeg være lykkelig ved at bo i Deres Nærhed, for bestandig at kunne følge Dem
