Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/222

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

209

Idealisme og Realisme; lad dem holde deres Model i Ære, eller kaste den væk. For mig er det Ord — tom Snak. Og det værste, jeg kunde tænke mig, var, om jeg virkelig blev berømt — om de fik snuset mine Ting efter og set, at jeg snart arbejder i Naturen og snart komponerer — og at de saa fik lavet en Skole paa det og kanoniseret mig som Stifter.

Den Enkelte har Ret — kun den Enkelte. Han er altid skatskyldig til noget Forudgangent; men saa snart han har glemt, hvad han hos Andre har set og tilegnet sig, saa begynder hans Ansvar for egen Regning — og han er altid ansvarlig for sin Sjæl — den eneste Del i hans Kunstværk, som de ikke kan eftergøre; den eneste Del, der overlever ham — hvis Noget overlever ham.

Her har jeg siddet i de lange Vinteraftner og læst højt for min Kone af vore herlige klassiske Værker — dem, som jeg vil efterlade mine Børn til at læse i. Jeg føler mig stolt som Franskmand, stolt af at tilhøre en stor Nation — hvis Fejl jeg klart og skarpt ser — men som har frembragt en Kultur, hvoraf jeg kan øse Værdier for mit Liv.

Men som jeg sidder her, og som jeg færdes i denne min Fødeegn, saa kan jeg glemme, at jeg er Franskmand — men aldrig glemme, at jeg er født som Menneske i disse Omgivelser, under dette særlige Himmelstrøg, blandt disse saakaldte »stakkels« Bønder og Dagleje, hvis Sorger omtrentlig er mine Sorger, hvis daglige

14