210
Liv i de mindste Ting jeg betragter med samme Ærbødighed, hvormed jeg gemmer Erindringen om min Fa’r og Mo’r. Det er sandsynligt — jeg tror det selv — at vor Tids Kunst nu gennemlever sin Decadence. Men hvad saa? Himlens Skyer, Hedens fine Røg, Skovens fjærne Høje, Mandens og Kvindens Gerning herude blandt Dyrene og med Landskabets Liv omkring sig — alt dette kender ikke til Decadence. Og den Enkelte, der søger det, i beskeden Tillid til sin Kærlighed, som Stof for sin Kunsts Evner — han kan maaske gaa Ram forbi, naar Dommen bliver udtalt over denne Tid!
IX.
Videre. Rom.
Da Christensen kom tilbage til Paris, opfyldt af disse Indtryk fra Landet, satte han sig hen og nedskrev, hvad han havde oplevet, set eller hørt. Saaledes havde han paa Rejsen vænnet sig til at gore. Han førte ingen Dagbog i den Forstand, at han bragte sine Indtryk, sine egne Oplevelser eller andres Meddelelser til Protokols. Han skrev Breve — uden Adresse og uden at de blev afsendt — til »En eller Anden derhjemme«. Og saaledes gjorde han nu.
