211
Og da han havde skrevet og gennemlæst og lagt ned i sin Koffert — saa drog han et dybt Suk: Det er jo, som om det var hændt Dig selv! og atter er det, som om det ikke var hændt Dig, men som om Du havde faaet et Vink om at gøre ligesom en Anden! Altsaa: hjem! begynde ude paa Landet, og …. Nej men der hørte jo en Kone til, og Børn! Eller var maaske Kone og Børn en Tilfældighed, som kunde undgaas, overspringes? …
Han faldt hen i en Række Erindringer, Overvejelser, Tankeforbindelser. Han vækkedes af Regimentsmusik fra det Fjærne, der for en Stund overdøvede den hule Vognrummel. Han gik hen til Vinduet og saa’ ned under sig; Pariser-Grisetten, der trippede afsted; Dagdriveren, der fulgte hende slentrende med Stokken i Lommen; Arbejdere og Arbejdersker, som havde travlt; Butiksmanden, der i Døren passiarede med sin korpulente Halvdel; han saa’ Karosser og Karether fare forbi, overstænkende Fodgængerne med Gadesølet; han blev — uden at der egenlig i noget af dette laa nogen Anledning — saa hjærtensked og led af at være her.
Han tænkte sig hjemme paa Kultorvet — hos Hørkræmineren,; Urtekræmmeren, Spillelæreren. Han blev ikke opbygget ved Tanken om et Gensyn — ikke engang med den brave Hørkræmmer, maaske mindst med ham; thi han havde et Spørgsmaal i Øjet: hvad har Du saa bestilt, hvor vidt er Du kommet?
14*
