212
Han tænkte paa Professoren derhjemme. Stod han mon nu og kradsede sig i Nakken, og bed paa Penselskaftet, medens Furen mellem den stærke Pandes Knuder kom frem og sagde: det er et Slid at være Kunstner — undtagen i de enkelte lykkelige Øjeblikke, hvor man ligesom kan gaa med Vorherre under Armen — men hvor ofte er det?
Og saa tænkte han paa en Dagligstue med et Billed paa Væggen, og paa en Dame … Men hurtigt skyndte han sig ud af denne Stue, for at søge sig en Plads rundtomkring i hans Fødelands Natur, hvor han kunde slaa sig ned og sige: dette er min Egn! jeg tager den i Besiddelse som dens Skildrer og Fortolker!
Og han opdagede, at der ikke var en saadan Egn i hans fjærne Fødeland, som han kendte og elskede, og hvorom han kunde sige: dette er min, og jeg er dens!
Han pakkede sin Koffert, kørte hen med sit Kreditiv i en Bank, kørte til en Jærnbanestation, løste Billet til Grænsen — kørte til Grænsen — gik igennem Schweiz — tegnede en Del Bjærge — kom til Overitalien — gik igennem en Del Byer til Venedig — kørte til Florens — og kørte omsider fra Florens til Rom.
Nu var han her, ved Endemaalet for næsten alle hjemlige Kunstneres Længsel og Higen.
