215
Naa; altsaa dette er Campagnen! sagde han igen og svøbte sig ind i Kappen, tændte sin Pibe — en Foræring ved Adskillelsen fra den franske Maler — og saa’ atter ud af Vinduet.
Saa kom der, ned ad en Bakkehældning, et kroget Oliventræ frem. Og en ridende Hyrde holdt paa en mager Hest foran et lille, næsten udslukt Baal, omkring hvilket tre, fire lange Fyre strakte sig i deres Lærgamascher, Gedeskindsbukser — med Haarene udefter — revnede Trøjer, spidspullede Hatte, grove, stive Kapper.
Campagnoler| tilføjede han, og nævnede i en Fart for sig selv mindst tyve Navne paa ældre og nyere Malere — og han saa’ alle deres Billeder for sig, med stadig det samme Motiv.
Nu skal der komme Peterskuplen i Baggrunden! sagde han.
Men den kom ikke.
Det var ikke som i de gamle Dage, hvor Veturinen paa et bestemt Sted af Vejen drejer sig om til den Rejsende i Vognen, og siger, visende med Svøbeskaftet ud for sig: Ecco S. Pietro!
Dels var det Taage. Og dels fo’r Jærnbanetoget stønnende og slingrende afsted sin egen Vej, der ikke er den gamle krummede og slyngede Kørevej med de mange Udsigter. Der viste sig intet. Taagen blev tættere — spredte sig i hvert Fald ikke. Og Christensen lænede sig tilbage, dampende paa sin Pibe, døsig, træt af de mange Gallerier, Samlinger, Kirker og Klostre, som han havde i Hovedet, næsten ønskende, at det
