216
var den jyske Hede, som han kørte hen over — hvor der intet saadan Mærkeligt laa og ventede paa ham, hvor Intet var sket — højt regnet en Svend Grathe slaaet ihjel — og hvad kom Svend Grathe ham ved?
Men saa med Et — saa lød det skingrende Signal fra Damppiben; og Toget dundrede hult — i langsommere Tempo — henover noget som en Bro. Og gennem Taagen, som Solen nu gjorde til et Guldflor, saa’ han nedenunder sig et leret, graaligt, ikke synderlig bredt Vand. Og der kom mørke, middelalderlige Mure frem, forfaldne, med takkede Tinder og firkantede Taarne. Det begyndte saa sært at krible i ham …. og nu saa’ han virkelig antike Ruiner — Thermerne — romerske Ruiner — Rom — Sullas, Augusts, Ovids, Kejsernes og Apostlenes By — den store Innocens’ og den store Clemens’ Stad — det Sted, hvor Rafael var død, og hvor han og Michelangelo havde levet og arbejdet .…. jo, han var i Rom! Han var her! indenfor de Mure, som omslutter Kulturens og Kunstens mærkeligste Historie, Menneskenes Flod og Ebbe, Stigen og Falden, Herlighed og Forgængelighed.
Man kan være rolig — her kommer ingen Beskrivelse af den evige Stad. Det er besørget før — baade grundigt og godt og mindre godt — og Ivar Feldmann Christensen skulde mindst af
