10
hans brede Pande. Og medens Forvandlingen foregik, talte Læreren saaledes, stadig i en Mellemtone af tør Ironi og en vis dirrende Alvor:
Leveregler, min Dreng! Der gives en Hob af dem; de bruges med Virkning som Citater i Bøger og daglig Omgangstale. De, der overtræder dem mest, skriver bedst om dem; og de, der aldrig agter at overholde dem, fører dem altid i Munden. En Leveregel har en Englænder givet mig; den har vist sig at være probat: Hav bestandig et Par blanke Sko paa dine Fødder og en velbørstet Hat paa dit Hoved, og Du vil komme igennem Verden som en Gentleman, uansét din øvrige Klædedragt! —
Men den stakkels unge Fyr stod dér, betuttet og forlegen. Han saa’ paa sine Fødder og han saa’ paa Hatten, som han drejede mellem sine røde Hænder. Han syntes, at Menneskene var saa besynderlige. Derhjemme var der en Mester, som gav ham Prygl — og her var der en ny Mester, som gjorde Nar! Atter kom der Taarer i hans Øjne, og atter sagde den Fremmede:
Naa, naa; du har let til Vandet! Den Kilde vil ogsaa en Gang tørre ind, og saa vil du blive en Abekat, som alle vi andre. Thi Aberne græder ikke — forstaar du. De skærer kun Ansigter!
Men saa skete det Underlige, at Hr. Christensen tog den unge Fyrs Hoved mellem begge sine hvide, faste Hænder, derpaa klappede ham
