11
paa den høje, aabne Drengepande, saa’ ham ind i de usikre, forknytte Øjne, og sagde:
Det er det, der slog mig! Saadan er det, vi begynder; skikkelige, troskyldige Bælam, hvad enten vi staar over for raa Mishandling eller dumme Vittigheder. Det er Menneskenes Hjælpeløshed, som anraaber Menneskets Sjæl om Bistand! —
Og han skubbede den unge Fyr læmpelig fra sig og fortsatte: Jeg gaar mig en Tur. I Aften rejser vi tilbage til Hovedstaden. Er der slet ikke nogen her i Byen, som du kan have Lyst at sige Farvel til? Naa — du skal ikke staa Skrifte — jeg mener blot, at hvis der er nogen, som har været en lille Smule god imod dig, saa bør du gaa hen til denne »nogen« og sige, at nu pakker du sammen. Har du forstaaet? Du bliver rød — for Pokker, væn dig af med det! Klokken fem Minuter før ni er du ved Jærnbanestationen. Ingen Vindbeutelstreger med at komme bagefter. Der er tre Ting, som et ungt Menneske bør omgaas varsomt med: Tid, Penge og Viskelæder! Farvel saa længe!
Den lille By laa ved Fjorden. Der havde den ligget i umindelige Tider som en hæderlig lille Købstad. I umindelige Tider havde der været Sejlads paa Fjorden og Anløbssted her ved Havnens Bolværk for Smaafartøjer. Og ud
