222
Saa var der det, som ikke var Ligheden. Man kan være endog en blind Beundrer af Renæssancekunstens Ypperstepræst og Profet, uden derfor at regne ham blandt de smukke Mænd. Denne Fremmede derimod var en smuk Mand, en af de fængslende, interessante. Det var Nutidstræk, disse; de røbede nervøs Uro, stærk aandelig Spænding, megen Erfaring og Iagttagelse under et rastløst Arbejde — og dertil kom der noget af det, som i Bøgerne benævnes »dæmonisk«, men som det ikke er saa lige en Sag at give et Navn, endsige at beskrive, naar man træffer at komme til at sidde Ansigt til Ansigt med det i en romersk Osteria.
Og nu erindrede Christensen, at hans Landsmænd ved en Lejlighed havde vist ham derine Mand — næsten peget paa ham og sagt: det er en berømt sydtysk Maler, som bebor en hel stor Fløj af et helt stort Palads, som har Tjener med hvide Lægge til at vaske sine Pensler, som holder et helt lille internationalt Hof i sine Sale, og som maler alle Samtidens berømte eller fornemme Mænd og Kvinder!
De skikkelige Danske havde tillige paa en hemmelighedsfuld Maade antydet, at Eliten af den Dameverden, som fra alle Nationer samles i Rom, ikke for intet flokkedes omkring Portrætmalerens Staffeli. En smuk, exentrisk, i alle Retninger fremragende Dame havde for nogen Tid siden ad den ikke længer ganske usædvanlige Vej — ad Frivillighedens Vej — søgt bort til det
