221
sit. Christensen var ikke undgaaet Paavirkningen saavel af Vinen som af Stridsæmnet. Saa meget han paa denne Rejse havde vænnet sig til og faaet Smag for Selvbeherskelse, saa var der en Glød tilbage, som kunde fange Lue. En Pavse var indtraadt; man havde rejst sig i Forstemthed og var gaaet hver til sit.
Christensen var bleven siddende. Nu traadte en Fremmed hen til ham, hilste høflig og udbad sig paa Tysk, med udpræget sydlig Dialekt, nogle Oplysninger angaaende Striden, der havde interesseret ham, den Fremmede, fordi han kendte en eller flere af de Paagældende baade som elskværdige Mennesker og som begavede Kunstnere.
Med et hurtigt, skarpt Blik betragtede Christensen ham. Han var i Selskabsdragt, velbygget, noget over Middelhøjde, elegant; man kunde tage ham for en Diplomat eller Officer; men der var atter noget skødesløst i Holdningen — og saa var der Ansigtet, Hovedet, der røbede Kunstneren. Maaske bevidst var her søgt en Lighed med den store Buonarroti — maaske var der virkelig en organisk Lighed tilstede med de velbekendte Michelangeloske Træk: der var denne Afstand mellem Øjnene — det ene ligesom en Kende lavere end det andet — og der var Haarlokken, Skæggets Vækst, et Drag om Munden baade af det Smærtefulde, der udtrykker Kunstens Sisyphus-arbejde, og af den Vilje, der modig løfter paa Stenen.
