239
hvilet i sit klassiske Kostume som Aphrodite. Det var paa en Maade, som om denne Divan anedes gennem det Hele. Her var et Skønhedshof, og her var en berømt Malers Arbejdssale. Intet Atelier derimod! Intet af disse kedsommelige »lavsmæssige« store Vinduer med graa Fortræksgardiner, støvede Urtepotter, Gibsmasker og Blindrammer. Her var fornemt, aristokratisk — en Række Konversationsværelser, hvor der hist og her, som tilfældigt, var hensat et Staffeli: foran hvilket da denne eller hin Berømthed og — allerhelst og allerhyppigst — disse Skønheder kunde tage Plads og blive malet.
Saadan er det formodenlig gaaet til hos Van Dyck! tænkte Christensen.
Saa spiste han og hans Bekendt fra den foregaaende Aften Frokost. Konversationen var en Smule tvungen — som det ofte sker mellem uafhængige og noget fordringsfulde Mænd, naar en klar og skarp Sol skinner ind igennem Vinduerne paa dem, efter at den forudgangne Nat har været Vidne til uforbeholdne Udtalelser.
Der blev udvekslet nogle Glas Vin, forsøgt paa at tage en Traad op — og saa kom Damerne.
En efter en, eller parvis, blev de mældt; og snart genlød den store, langagtige Sal af Navne paa Baronesser, Comtesser, russiske, tyske, indfødt-italienske eller amerikanske Frøkner, yngre og unge Fruer, hvis Mænd ikke, hverken af Navn eller af Gavn, syntes at have nogle særlige
