254
virkelig, at Husets Ejer var rejst ud som de franske Soldater — med Marskalkstaven i Ranslen! Nu var han kommen hjem og havde lidt en stor Skuffelse. Man vilde ikke gøre ham til Numer Et blandt de »andre Professorer«!
Han smilede som sagt. Men saa var der de nøgterne, ædruelige Ræsonnementer. De gav Douchen. Og endelig denne sidste, simple Fortælling om hvad der var foregaaet i Huset — en stakkels borgerlig Tragedie i Lighed med de tusind andre navnløse — men som var endt uden Dissonans ved gode Menneskers Bistand.
Christensen sad atter i sit Trefagsværelse og gned sig langsomt over Panden. Altsaa dette var foregaaet her oven over ham — Lidelse, Død og Genopleven for de Efterlevende — og i Mellemtiden havde han flakket omkring, sét Verden og udviklet sig, uden væsentlig andre Sorger end dem han selv skabte sig.
Ja! hvis det saa var med det Resultat, han var kommen tilbage, at der var en stor, livsgyldig Kunstner i ham, som her, under de smaa Forhold, upaatvivlelig vilde gaa til Grunde, medens Udlandet vilde give hans Vinger Svingkraft og Styrke — saa maatte, saa skulde alle Hensyn sættes tilside, for at Kursen atter kunde lægges udefter!
Men — men …. det var ikke saaledes! Det var en urolig, utilfreds Mand, der behagede at befinde sig i
