269
ringeste. Professsorens Elever bar ham — Christensen iblandt disse.
Den blændende Foraarsdags skarpe Lys skar Christensen i Øjnene. Han bed næsten sin Læbe igennem, for at ingen skulde se hans Taarer. Men hvilket Øje var tørt, da de bar den døde Mester ud gennem Porten paa den gamle røde Bygning, ud over Torvet, gennem hele Byen?
Den hele By veg ærbødig tilside — den hele Stad fulgte. Det var en virkelig stor Kunstner, som var død, et stort Menneske, en Mand af Sjæl og af Hjærte. Det føler de Tusinder, som staar dér. Dem narrer man ikke ved Pomp og Pragt, ved Titel og Dekorationer alene. De blotter Hovedet … han er passeret forbi; Folket har set ham, har hilst, har sænket Fanen.
Men hans Efterfølger? —
Ude paa Kirkegaarden, da det Hele var endt, da Følget havde spredt sig, da man knappede de sorte Handsker op, stak dem i Lommen, aabnede Munden igen, for at tale om Vejret — ude paa Kirkegaarden stod en gammel Model, en gammel Skurekone, og en af de røde Liberitjenere og græd sammen:
Det var en dejlig Mand! — Hvor faar vi nu saadan en Professor fra igen? …. Aa, Herregud, hvor han kunde brumme, og hvor han var god — og sikken en kostbar Begravelse! —
Christensen hørte det. Han brød en Kvist af en Busk, stod og rullede den mellem Fingrene,
