282
Humaniora op i en relativ betydningsfuld Højde — en saadan Lærer maatte dog vel nok kunne paatage sig den sideordnede, ulige lettere Gerning, at »piske« lidt Grammatik, lidt Syntax, lidt Sprogøvelser, lidt elementær Arithmetik, lidt Verdens- og Fædrelandshistorie — for slet ikke at tale om lidt Jordbeskrivelse — ind i et seksten- syttenaarigt Hoved og Gemyt! Det maatte endogsaa være en Forfriskning saaledes at begynde ligesom forfra med sig selv, paa jomfruelig Grund, med nye vu’er hver Dag for den videbegærlige Elev: Smaat og jævnt maatte der naturligvis gaas frem — ingen Forceren, ingen Spring! Forholdet maatte egenlig gives gennem Forholdet: Robinson — Fredag! Grundsynet paa al Pædagogik: det udviklede Kulturmenneske, der udstrækker den hjælpende og tilrettevisende Haand kærligt imod en taknemmelig og lærenem Vild!
Punktum!
Lærerens Theorier var upaaklagelige. Men der er den bandsatte Praksis. ……!
Karsten var ikke ubegavet, men tung, aandelig uhaandterlig og »dinglevorn« ligesaavel som legemligt. Og han var tilmed en Yngling, intet Barn. Man kunde ikke tilrettevise og straffe ham som et saadant. Der maatte bestandigt voksende Tilskud af Lærerens Selvovervindelse, for at faa ham frem — og saa gik det endda tilmed i Ryk. Thi hans Lærenemhed var stadig op og ned: som i det hele taget Gemytslivet i Pubertetsalderen er op og ned, Intelligensevnen
