281
kunde vi vel altid faa bragt ud af ham — og ethvert Menneske skal jo dog fortjene Brødet, som han æder, og Klæderne, som han gaar i! Ikkesandt? —
De vekslede et Haandtryk og skiltes.
Besynderligt! tænkte Christensen. Det er, som om jeg altid skulde have Moralen hentet op til mig fra Kælderen. Men lad saa være! Jeg vil selv begynde at læse med Drengen. Underligt kun, at jeg ikke har tænkt paa det for længe siden! —
Han begyndte straks samme Aften, da Tegneskolen var sluttet, at læse med Karsten.
Og han smigrede sig med den Antagelse, straks i Begyndelsen, at naar han, ved stadig at gøre Vold paa sig selv, kunde undervise baade yngre og ældre Mennesker i Tegning, saa maatte han da ulige lettere kunne undervise sin Protegé og Plejesøn i de nødvendige Forudsætninger for den elementære Dannelse — i Modersmaalet, i lidt Sprog, i Historie og Geografi osv.
Det vanskeligste af alt i Verden, det er jo dog at lære at tegne: at se Tingene i deres lovbundne Forhold til hinanden, i deres exacte Omrids, med den i dem iboende Skønheds Kærne, der ligesom anelsesfuldt løfter sig ud af Konturers og Planers drømmende Harmoni og stiller sig selv i Harmoni til alle de synlige Omgivelser! Tegnelæreren, der selv laa inde med denne Hemmelighed, og som ved Selvstudium, Flid og Erfaringer i Verden havde bragt sine egn
