284
løshed, bekendte for sig selv, at hans Elev var et Fæ!
Ikke stort bedre gik det med Arithmetiken. Thi ogsaa den blev saltet. Og da Hr. Christensen efterhaanden arbejdede sig ind i en Utaalmodighedens Halvfortvivlelse, hvoraf han kun kunde finde Vejen ud ved at lade alle elementære Videnskaber føle Virkningen af sit slette Lunes Svøber og Skorpioner — saa blev disse daglige Morgen- og Aftentimer til højst byrdefulde Exercitier, hvorunder Lærer, Elev og Studium led ligelig ilde Medfart. Under Christensens vægtige Haand modtog det danske Sprog, selv igennem dets mest klassiske Forfattere, saadanne ret eftertrykkelige Hib for dets Mangel paa at kunne forene Velklang og Vellyd med skarp, klar og kort Præcision. Naar Eleven med ret national medfødt Tilbøjelighed henholdsvis slæbte paa Sprogets Endelser eller snuppede dem af, naar han fastholdt sine æ’er for a’er eller e’er for i’er — saa drev Læreren disse Synder ud i deres yderste Konsekvenser ved at jævne Øhlenschläger og Goldschmidt, Winther og Hostrup sammen i én Pærevælling. Det tyske Sprog blev drejet og vendt, indtil det var snoet sammen for den ulykkelige Karstens’ Øjne som et spidst Kræmmerhus — eller til det lød for hans Ører som en uendelig Række af meningsløse Konsonanter — dem han umuligt kunde udtale, Engelsk blev for Karsten til en Hunds Gøen, Knurren eller Bjæffen. Timerne i Jordbeskrivelse blev tilsidst indstillet
