287
og Elskværdighed. Hvor Flora — som de gamle Digtere synger — har dækket sit Bord og bredet sin Dug, dér florerer »Beværtningerne« — men om det ligger i vort danske Øl, eller vore mange Snapse, i vort ufordøjelige Smørrebrød og vor uforbederlige gøren Grin: Gemyttet bliver ikke hævet hverken ved Naturen eller Beværtningen, og den stimende Mængde vender sent paa Aftenen tilbage til Byen træt og gnaven, kun oplivet ved Tanken om, at nu er det Gudskelov overstaaet, nu kan man igen den næste Dag trække i den gamle Mundering!
Saaledes tænkte i det mindste Hr. Ivar Feldmann Christensen, da han stod i det forreste Tegneværelse og saa’ mistrøstig over de sortmalede Borde, hvor Elevernes Knive havde efterladt en Hieroglyfskrift af Indsnit og Ridser, som Læreren i dette Øjebliks Tungsind tydede saaledes: Vi ere alle lynende kede af at sidde her og gnidre med Blyanten!
Ja, de havde Ret! … Og Christensen strøg sig med Haanden igennem Haaret, og han faldt i Tanker. Selskab søgte han. Var det muligt? Jo det var muligt … men ikke et Menneske i denne By gad han gaa hen og besøge. Desuden var de formodenlig alle ude. Heldigvis! Saa var ethvert Forsøg paa Forhaand afskaaret. — Og Karsten? hvor var han? Formodenlig ude paa Trappegangen, eller »i Skoven« med Hørkræmmerens — ligegyldigt! det var ikke det Selskab, som Christensen søgte. Men sæt nu,
