297
Naa altsaa — tegne! De vil blot gaa et Kursus igennem? Ja værsaagod: jeg staar til Tjeneste! —
Og med et Smil og en Haandbevægelse viste han omkring i de to Lokaler, hvor hun nysgerrig begyndte at bekigge Genstandene.
Saa talte de lidt frem og tilbage. Foraarsaftenens blide Skumring begyndte at mælde sig; og hun trak Handsken paa.
Det bankede beskedent, tøvende paa Døren; og ind traadte Karsten, som bukkede kejtet, da han saa’ en Dame.
Christensen præsenterede: Min Søn!
Hun saa’ lidt nysgerrig og overrasket paa dem begge.
Det er min Foster- og Adoptivsøn — den unge Hr. Karsten! sagde Tegnelæreren smilende, og fortsatte: Jeg vil efterlade ham i Arv det ene af mine Navne og lade ham kalde sig Feldmann, eftersom Christensen bliver for hver Dag mere og mere borgerligt umuligt — til Trods for at vi alle for hver Dag bliver mere demokratiske. De aner blot ikke, Frøken, hvor vanskeligt det er mig, at give ham hvad man kalder en passende Opdragelse — uagtet jeg naturligvis mener om mig selv, at jeg i alle Maader har sørget for min egen|
Ja saa? svarede hun og saa’ med venlig Opmærksomhed paa den unge Fyr, der var bleven rød og ikke vidste, hvor han skulde anbringe sine Hænder eller Øjne.
