303
den fine, bløde Finger lagt forsikrende over Læben: Tys! jeg hører Alt, forstaar Alt, tilgiver Alt og røber Intet!
Vor By er ikke nogen særlig skøn By. Den kunde være det, efter sin Beliggenhed. Det skorter os paa Kapital; det skorter endnu mere paa Sans. Vi ere ligefrem Vandaler mod vore gamle Træer, og vi planter de nye paa de mærkeligste Steder. Vi har Tilbøjelighed til at udvide os paa den omgivende Naturs Bekostning — og dog paastaar vi, at vi elsker Naturen i vor Hovedstads umiddelbare Omegn. Vi lægger vore Villaer dér, hvor de ikke kunne ses — og vi opfører Udlejningskaserner dér, hvor vore Villaer skulde ligge. Men trods Alt, er det dog endnu ikke lykkedes os helt at ødelægge vore ældre Promenader; og kommer der en enkelt smuk stille Foraarsaften, hvor Sindet stemmes modtageligt for de bedste Indtryk, saa kan vi endnu »gaa os en Tur« omkring København — uden at blive gnavne.
Og Christensen gik — langsomt, med sin Paletot over Armen og Stokken i Haanden.
Han var fast besluttet, paa, ikke at lade sig irritere. Han lod Sporvogne klingre og Omnibusser rumle sig forbi; han lagde Mærke og dog ikke Mærke til denne Strøm af Mennesker, der i løsrevne Sætninger talte et Sprog, som var hans eget og dog ikke hans eget. Han bestemte sig for, kun at høre dets elskværdige, harmløse Tonefald, og ikke lægge Mærke til
