306
Skuldrene af, medens man lidt undsélig skynder sig forbi og dog ikke ganske kan lade være at skotte hen til Stedet. Man kan dømme derom, hvad man vil, lægge deri, hvad man finder for godt — det er den almægtige Natur, der her kundgør sin Vilje, den, for hvem Planter, Fugle, Mennesker ere undergivne de samme Love. Ser man paa sligt, hverken som den vrantne Moralist, eller den kølige Statistiker, saa er det Aftenhimlens forskønnende Skær, som lægger sig forskønnende over disse Møder, hvoraf megen Fortrydelse kan opstaa, mange tragiske eller tragikomiske Skæbner udvikle sig — men hvorigennem ogsaa Ungdommens spændte Streng klinger: og denne Streng er hverken slet eller god, dens Musik er evig og uforanderlig, som selve Naturen.
Christensen følte sig træt. Han vilde gerne have siddet ned paa en af disse Bænke; men alle var de optagne. Han blev lidt ærgerlig; saa smilede han. Der var kommet Noget op i ham, lige fra dengang da han gik ud af sin Dør. Han gjorde sig ikke Rede for, hvad det var. Det blandede sig i Luften, smæltede sammen med Stemningen; han opdagede, at denne Verden, der til daglig Brug havde saa uendelig lidt Interesse for ham, alligevel kaldte paa ham, rykkede ham ind paa Livet — og vel at mærke ikke med de sædvanlige store, alvorlige Spørgs-
