308
Dødelige. Det Stærke og Lidenskabelige i hans Natur, som han saa længe med Tvang havde holdt nede, løftede sig som en Bølge mod et Dige, og han fornam en Følelse af Behag og Frihed derved. Han var standset. Han saa’ en Bænk, som ganske vist var optaget af et Par — men det var to unge Piger, som sad dér i Skumringen, med Ansigterne vendt imod Aftenens flatterende, svagt-gyldne Skær. Ventede de paa nogen? Maaske — maaske ikke. Han lettede høfligt paa Hatten og satte sig.
De saa’ et Øjeblik betuttede paa hinanden — derpaa med et lille nysgerrigt Blik paa den Fremmede — og saa rykkede de til Siden, for at gøre Plads, skøndt der var Plads nok. Han tog en Cigar frem, tændte den, gav sig til at ryge, og vedligeholdt en standhaftig Tavshed — eftersom han strengt taget ikke vidste, hvordan han skulde begynde en Samtale.
Den begyndte de imellem sig, paa unge Pigers ældgamle Vis: de talte, halvhøjt, om en fraværende Tredje, hvilken Tredje først var en »hun«, og dernæst umærkelig gik over til at blive en »han«.
Christensen mønstrede dem. Den, som sad ham nærmest, var den fyldigste af de to — og tillige den mest nysgerrige, Stadigt talende og jævnligt leende med en dæmpet Latter over Ingenting, vendte hun hyppigt Ansigtet imod ham og viste ham et Par godmodige brune
