309
Øjne, ganske friske og temmelig brede Træk, en sorgløs Opstoppernæse, dybe Smilehuller i Kinderne.
Han sagde ved sig selv: »hollandsk!« Og han gjorde sig Umage for at komme til at se den anden. Hun var slankere, blond, gjorde dette ubestemte Indtryk af Dame og af Smaapige i uopløselig Modsigelse, hvortil maaske København leverer et relativt større Kontingent end nogen anden Hovedstad. Hun havde visse Bevægelser, der var naturligt gratiøse — og andre, som det synligt kostede hende Tvang at faa bragt i Overensstemmelse med de uendeligt sammensatte Love for Anstand og comme il faut. Og hendes Stemme — da hun endelig lod dens smukke Klangtone høre — røbede den samme Usikkerhed, en skjult »Dualisme« — som man i den Hejbergske Tid vilde kalde det.
Men saa ofte det naturligt Klædelige brød frem i Miner, Bevægelser, Ord og Stemmens Klang — følte Christensen et uvilkaarligt Behag. Og da hendes Øjne omsider hvilede spørgende, med en vis Vemod, uden egenlig Opfordring eller Opmuntring paa ham, bestemte han sig til at sige noget.
Han lo. Han kom uvilkaarligt til det, idet han mindedes Kakadues berømte Replik fra »Capriciosa«. Og han sagde, henvendt til den nærmeste:
