23
Hun troede maaske i sin Enfoldighed, at han virkelig sov. Det morede ham. Han underkastede hende et flygtigt Syn. Hun var ikke høj, men velbygget; ganske frisk, for en saadan Skabning at være; askeblond Haar, tarvelig men klædelig Dragt, noget i de fine Træk, der røbede Albions Datter, og noget andet, der modsagde dette. Naa; hvad kom det ham ved? Og nu begyndte hun da — hu ha! — op af sin »Guide« at ramse … Gud fri og bevares! Det gik som Kæp i Hjul. Og imidlertid maabede Fader og Søn opad Vægge, op mod Loft, medens Damerne travede omkring for at finde den rette Afstand, den lov- og anbefalede Synsvinkel.
Mama var den mest praktiske og den eneste ærlige. Hun undersøgte det purpurrøde Fløjl paa Baldakinen.
Christensen rejste sig med en godt efterlignet Gaben fra sit Stolestade. Han mumlede en Grovhed mellem Tænderne, heldigvis ganske uhørlig. Da sagde Pigebarnet, den unge Guvernante, idet han stod bag ved hende, paa godt, bredt Dansk:
Nej; disse Mennesker er dog nogle Idioter!
Det gav et lille Sæt i ham. Saa uvilkaarlig kom dette Udbrud fra den unge Pige, saa pudsig stod Kraftudtrykket i Modsætning til hendes nette, tækkelige Væsen! Han fik en øjeblikkelig Lyst til at le og en lige saa øjeblikkelig Medfølelse med denne beskedne Existens, der trods god Opdragelse og dannede Sædvaner, kunde
