364
have sagt det? Da vi endelig kom ned til Mesterens Grav, spurgte hun mig hviskende, om hun turde tage et Epheublad med sig? Og hun plukkede det og gemte det paa sit Bryst, som et Barn, der stjæler i en Have, og med en Ynde, en Bevægelse, en Natur, som — som en Skuespillerinde blot skulde ane!
Vi kom i Theatret. Hun sad ganske alvorlig under hele Stykket — brød sig ikke om at tale i Mellemakterne, vilde ikke se paa Folk — og da det var forbi, rejste hun sig, som efter Udøvelsen af en Pligt, stadig tavs.
Jeg spurgte: Har De moret Dem, Kirstine? —
Kom, lad os gaa ud paa Torvet! sagde hun.
Vi gik ud og spaserede rundt omkring Hesten, indtil Folk begyndte at se efter os.
Gaar De tidt derind? spurgte hun.
Jeg svarede, at jeg ikke gik der tidt, at jeg havde gaaet der ofte i mine unge Dage — at jeg savnede saa mange af de Kunstnere, jeg havde set — at jeg ikke holdt af at dadle, hvad jeg nu saa’, at man altid gjorde bedst i at nyde i Erindringen — og at der sandsynligvis om en halv Snes eller en Snes Aar vilde være Folk, der, som jeg nu, nød i Erindringen, medens Theatret stedse gik ned ad Bakke. Men har De da slet ikke moret Dem over Stykket? spurgte jeg til Slutningen.
Hun betænkte sig lidt, saa svarede hun:
