365
Jeg havde tænkt mig det ganske anderledes — jeg havde ikke troet, at de Herrer og Damer var ligesom vi. Og hvorfor gør de sig saa alligevel den megen Umage — naar det ikke er forbi?
Er det ikke forbi? spurgte jeg forbavset og pegede paa det store Theater, hvor man, slukkede Løgterne i Vestibulen.
Der er jo ingen af dem døde! sagde hun.
Jeg lo højt:
De er værre end døde, Kirstine! Ser De ikke, at de ikke engang er levende, naar de første Gang kommer ind paa Scenen? …
Hvad for en »Scene«? —
Naa; ind i Stuen — naar Handlingen begynder. De ler ikke, de græder ikke, de raaber og skriger ikke, de falder ikke paa Knæ, de dolker sig ikke — de spiller kun moderne Komedie. Nej, jeg maa have Dem med hen til en Opera, det ser jeg nok! —
Hun nikkede langsomt, og spurgte:
Elsker man dér? —
Ja, De kan tro! man elsker og myrder, begraver hinanden levende, staar op igen, kommer i Fængsel, slutter Pagt med Djævlen, er ædel og standhaftig og skurkagtig lige til det sidste!
Vi skal gaa til en Opera! —
Hun drog et dybt Suk, tog min Arm og trykkede den fast op til sit Bryst.
