367
egen Ordenssans, mere end paa hendes Fantasi. Hun vilde have Genstandene ud af Skabene, veje disse Stenkiler og Guldbaand i Haanden, prøve, hvorledes det maatte have været at hugge og stikke med disse Vaaben …. om virkelig vore gamle Forfædre havde været større end vi? Om Kvinderne havde været f. Ex. kraftigere og modigere, end hun selv? Eller om det var deres »Karakter«, som havde gjort dem større?
Omviseren smilede. Han tog en Guldring ud og satte den om »Frøknens« Pande. Hun blev ligbleg og gav sig til at ryste. Men straks efter skød Blodet op til Kind og Pande; hun klemte Guldet fast om Issen, lo højt som en Dreng, rev Naalene ud af Haaret og lod det, rød-gyldent-blond, falde ned over Skuldre og Bryst. Hun saa’ glimrende ud — en Thyra Danebod — eller en Dronning …. ja hvad Fanden hedder de nu allesammen? Hvor man dog glemmer! og hvor uendelig lidt disse gode, gamle Dannekvinder synes at høre os til — vor Historie — vor Bevidsthed! Ganske som om Øhlenschläger ikke havde eksisteret med sin Opvækkelses-poesi! Naa, han eksisterer da for den Sags Skyld heller ikke mere! …
Paa det ethnografiske Museum var hun maalløs. Jeg havde nær aldrig faaet hende derfra. Hun kunde ikke begribe — sagde hun — at Verden kunde indeholde saa mange forskellige Ting og Mennesker …. tænk! der var vilde Folkeslag til — rigtig Vilde — ikke saadanne,
