422
Saa foldede Christensen Papiret omhyggeligt sammen, puttede det i Konvoluten — som han tog op fra Gulvet — og rakte Brevet til Karsten med et langt, meget langt Blik.
Det bankede paa Døren …. Man hørte Damestemmer udenfor.
Karsten stod med Brevet i Haanden; han var blevet dødbleg; hans Læber skælvede saa stærkt, at ikke engang den store, hvide Tand, han satte i dem, kunde holde dem i Ave.
Kom ind! raabte Christensen og aabnede selv Døren.
Ind traadte Fru Konsulinden og Frøken Adelaide. De var klædt paa som Russerinder; der er ingen anden Betegnelse for Toilettet og Holdningen. De fyldte det beklumrede Atelier med frisk, skarp Luft fra Gaden — med Smil fra store, leende Øjne …. et eneste Sekund, og Smilet søgte forgæves et Hvilepunkt, en Tilflugt.
Der stod de fire Personer, ret op og ned, og saa’ paa hinanden.
Konsulinden begyndte:
Det er — unægteligt — lidt længe siden! sagde hun, med akurat den samme godmodigudfordrende Stemmeklang, hvormed hun som ung Kone havde sagt: Der er »Duff«, hvad?
Unægteligt — lidt længe siden! svarede Christensen, med omtrent dén samme Tone, hvori Kommandanten i Don Juan taler.
