47
Og da Læsset var rejst, Vognen borte, og Manden gaaet ind i sit Hus igen, saa sad Ivar og stirrede paa sine to Skatte.
Det var et af disse Øjeblikke, aa disse Øjeblikke …! Der fortælles derinde, som en dyb, dyb Hemmelighed, at man har evnet at gøre noget, hvorom man for et Par Timer siden ikke har haft Anelse. Men nu staar det dér — lyslevende! kantet og kejtet, ufuldkomment og ufuldført — det er dog noget af det, der med Adelsmærke hæver sig over Passer og Hovedlineal — ja over den bedste skyggede og stregede Tegning efter Bladet paa et korinthisk Søjlekapitæl.
Der kommer en Berusning, en Begejstring, stille, stærk, stærkere og stærkere, frem fra Sjælens lønlige Kammer: Den lukker Døren op til Verden der uden for: Hej, halløj! I der ude! Kom, skal I se noget, som ikke enhver Institutdreng kan gøre mig efter. Ser I: dette er Heste — den ene i Forkortning —; og det er en væltet Vogn, en Kusk, en Mand, et Hus, Skoven til Baggrund, og en Vej, der løber lige frem i Billedets forreste Plan — den er perspektivisk, men ikke konstrueret. Det er en Frihaandstegning, noget, der direkte er grebet ud af den store Hemmelighed, som hedder Naturen, og som er Møder til Verdens største Kunstnere.
Lidt efter syntes rigtignok Ivar, at det i Grunden var noget skidt. Men han klappede dog Bogen sammen og gik hjem med en Følelse,
