66
fessorerne havde rost ham, da Kammeraterne ogsaa havde rost ham, da Aviserne havde udtalt deres Anerkendelse, da det illustrerede Blad endogsaa havde bragt en (daarlig) Afbildning deraf — saa huskede Ivar knap selv, om det var for Hektors Afsked, eller Jakobs Drøm, Kristus, der farer paa Søen, eller Dante, der farer til Helved, han havde faaet Medaljen.
Stipendiet — det havde han givet Afkald paa til Fordel for en talentfuld Medkonkurrent, der levede i meget trykkede Kaar.
Han havde for Plenarforsamlingen erklæret, at han godt kunde vente til »næste Gang«. Han ejede nemlig et Hus, og kunde — om det skulde være — selv udrede sin Rejse, hvis han overhovedet vilde rejse.
Man var vant til Særheder af ham. Da det desforuden var et sjældnere Tilfælde, at en yngre Maler ejede saadan noget, som et Hus, og da Medkonkurrenten virkelig fortjente at komme ud for at forfriskes, saa gik man ind paa det ædelmodige Tilbud. Han havde oven i Købet ikke denne Gang skaaret sit Billed ud af Rammen! Selv saa’ man aldrig Christensen foran det; men det hang der nu, og det var virkelig et respektabelt, et lovende Arbejde, lidt tungt i Farven, lidt ubehjælpsomt i Kompositionen, lidt nøgternt maaske — men alt i alt, Akademiet blev ikke hvert Aar overløbet med Mesterværker; og heller hæderlig Flid, end genialt Sjuskeri. Man kunde dog nu se, hvilken
