65
for Landets Grænser. Han levede et lykkeligt Liv i sin Familie. Der var ingen Tvivl derom. Han havde mange Venner, der vurderede ham efter Fortjeneste, ja snarere over end under. Men alligevel … Ivar kunde ikke faa Bugt med den lille Nisse, der hviskede ham sin Drillesang i Øret:
Sæt at denne herlige Begavelse havde levet mindre i og for sin Familie og sine Venner —?
Kan en Kunstner dele? Har han Lov dertil? Hvor bliver de strængeste Fordringer af? —
Kan man være Professor, Direktør, Lærer, Familiefader, repræsentativ Mand, Vennernes Mand? — og Kunstner?
Han fortsatte Tankegangen: Der har været Tider, hvor man kunde være Alt paa en Gang, dele sig mellem Alt, og dog være en herlig Begavelse. En saadan Tid var Renæssancen — Kunstens Tid — men ikke vor.
Der var dog Elasticitet i den unge Elev. Aa, den tabes ikke saa hurtig! Professoren fik paa ny fat i ham. Han skulde have Medaljen, der gav Adgang til Stipendiet. Og han fik den.
Opgaven var en af de interessante akademiske. Da Ivar efter et Aars rastløst Arbejde havde løst den, da Billedet var udstillet, da Pro-
5
