84
Daarskabstrang, som maaske giver Hovedpine og moralsk Katzenjammer, men lige saa sikkert kan lede til et dristigt Greb i Kunstens store Fortunapose.
Den ene Kammerat passer paa den anden. Og er man end ikke Spion og Sykofant: saa er man, hvad der er lige saa galt, en faderlig Formynder, en provinsiel Moralist fra hint Nordens Athen, hvis Phidias — naar det endelig kommer til Stykket — dog er født i Grønnegade.
Ivar Christensen saa’ hen til sin Professor, hvis Person og Arbejder han omfattede med uforandret Hengivenhed, næsten med sønlig Kærlighed, uanset at Professoren kendelig blev ældre, og at hans Gnavenhed ikke just var i Aftagen.
Naar han ikke havde fornaaet at hæve Skatten, der efter Sagnet skulde ligge i Rom og Italien, naar hans Gnavenhed maaske i dybere Forstand kunde hidledes fra den Spaltning, som Udland og Hjemland hawde slaaet i den stærke, varme, higende og lidenskabelige Sjæl — ja hvem var saa den Retfærdige?
Denne Mand havde ikke formaaet at mestre Italien, Hvorfor var han da taget dertil som ungt Geni? Et taabeligt Spørgsmaal. Vejen gik nu en Gang til Italien — og tilbage til Kongens Nytorv! Jamen! Italienerne var jo bleven i
